Da HIV kom til Struer

Jyllands-Posten d. 4 oktober 1992

Mit notat: Dette er artiklen som for alvor startede presseomtalen om det vi nu kalder Blødersagen. Mine forældre var blevet kontaktet af Bløderforeningen der fortalte at en journalist fra Jyllandsposten gerne ville i kontakt med en familie. Kort efter artiklen blev bragt blev vi kontaktet af TV2´s dengang meget populære fredagsprogram Eleva2ren, som kom til Struer og interviewede os. I Eleva2rens studie i den direkte udsendelse sad det Socialdemokratiske folketingsmedlem Martin Glerup, og han måtte presset love at tage sagen op, og dermed rullede lavinen som blev til et halvt års konstant mediepres på Folketinget.

Af: Anne-Marie Svendsen

Næste stop Struer.                                                    
På overfladen ligner jernbaneknudepunktet en venlig oase i det forblæste Nordvestjylland. Under overfladen skjuler byen et drama. Den lokale avis og offentlige myndigheder var tæt på at spolere tilværelsen for en helt almindelig familie den dag, HIV-smitten kom til Struer.
Palle Lykke Ravn på 16 år og hans forældre Rita og Kaj Ravn havde brug for hjælp. I stedet blev det en kamp mod fordomme, uvidenhed og det etablerede samfund.
Palle er født bløder. Indtil efteråret 1984 levede han som alle andre. Men i efterårsferien var familien til rutineundersøgelse med Palle på Kommunehospitalet i Århus. Pludselig stod en læge foran Rita Ravn, som ventede sammen med to af sine børn, Palle og storesøsteren Pernille. Lægen sagde, at Palle havde HIV-antistof i blodet. "Gudskelov var Palle døv efter kraftige blødninger i ørene, så han forstod ikke, hvad der blev sagt", siger Rita Ravn.
Familien kendte på det tidspunkt ikke meget til HIV-smitte og AIDS. Forældrene vidste heller ikke, at Palle var blevet testet. "At få at vide, at Palle var HIV-smittet, var som at få et eller andet smidt i hovedet", siger Rita Ravn. "Det hele forekom uvirkeligt".
På vejen hjem til Struer stoppede familien for at handle i Bilka nord for Århus. Resten af turen ligger stadig hen som i en tåge. Det eneste, moderen vidste, var at hendes søn var blevet smittet med en virus, som indtil da havde været et fjernt fænomen, hun havde hørt om fra USA. "Han var kun otte år". Den aften og dagen derpå snakkede Rita og Kaj Ravn om, hvad de selv skulle gøre. De blev ikke tilbudt nogen form for hjælp fra hospitalets side.
Kaj Ravn huskede, at han kort tid forinden havde kontaktet Kommunehospitalet i Århus. Han turde ikke længere give Palle blodpræparater, som ikke var varmebehandlet og dermed fri for HIV-smitte. Men sygehuset beroligede med, at Palle ikke var smittet. Som en ekstra forsikring sørgede man for, at familien fik en sending varmebehandlet blod. Desværre for sent.
Forældrene besluttede, at de ikke ville fortælle Palle, hvad han fejlede. "Han var kun 8 år og for lille til at forstå. Vi ville ikke kunne svare på alle hans spørgsmål", siger Kaj Ravn. Kun Danmarks Bløderforening.
Palles klasselærere, lederen af fritidshjemmet og personalet omkring Palle på Marselisborg Hospital i Århus fik besked om Palles sygdom. Den lille families økonomi led under, at Rita og Kaj skiftevis måtte holde fri for at være sammen med Palle, når han skulle undersøges. Kaj Ravn henvendte sig derfor til Struer kommune for at søge hjælp. Han gik direkte til socialinspektør Egon Christensen for at fortælle om situationen. "Jeg sagde til ham, at han ikke måtte fortælle til andre, at Palle var smittet. Palle vidste det ikke selv" fortæller Kaj Ravn. Få dage efter var Kaj Ravn igen i forbindelse med kommunens socialinspektør. "Han virkede nervøs og sagde, at han ikke kunne "styre" sagen. Han fortalte at halvdelen af byen vidste besked om Palles sygdom - "inklusive pressen" erindrer Kaj Ravn.
I dag husker socialinspektør Egon Christensen kun lidt af forløbet, men han bekræfter, at han fortalte familien, at han ikke kunne "styre" sagen.
Socialinspektør Egon Christensen opfordrede familien til at holde et orienterende møde for folk, som var i kontakt med Palle. Rita og Kaj Ravn protesterede mod forslaget. Men to dage efter henvendte de sig alligevel til socialforvaltningen og indvilligede i mødet - hvis det kunne afvikles på deres betingelser: Kun otte skulle inviteres. Det var de otte, som var tættest på Palle i skolen og på fritidshjemmet. I dag husker Egon Christensen ikke, hvem der arrangerede mødet. Samme aften, som de havde indvilget i at holde mødet, blev Kaj Ravn kontaktet af en medarbejder fra fritidshjemmet. Vedkommende var blevet kontaktet af en journalist fra Dagbladet Holstebro-Struer.
Fritidshjemmet havde benægtet ethvert kendskab til sagen. Dagbladet vidste altså, at Palle var blevet smittet med HIV-virus. Familien har aldrig fundet ud af hvem der var kilde til historien. Men gennem en samtale med den lokale redaktør i Struer, fandt Kaj Ravn ud af, at redaktøren var orienteret om ting, som kun socialforvaltningen kendte til. "Vi ved med sikkerhed, at det kun var en meget lille kreds af mennesker, der kendte til Palles sygdom. Alle i kredsen havde tavshedspligt", fortæller Kaj Ravn. Faderen og Danmarks Bløderforening prøvede at stoppe artiklen i Dagbladet - men uden held.
Den 13. oktober 1986 fik den 10-årige Palle derfor at vide, at han var smittet med HIV-virus. Han skulle ikke læse om sig selv... "Jeg vidste ikke, hvad det var. Derfor fik jeg ikke det chok, som en voksen HIV-smittet får", siger Palle Ravn. For en sikkerheds skyld blev Palle bragt til en børnepsykolog i Århus næste dag. "Vi havde besluttet, at vores søn ikke skulle kende til sin sygdom før han blev gammel nok, men det blev ikke respekteret, hverken af socialinspektøren eller pressen", siger Kaj Ravn. 
På anklagebænken.
Tre dage senere var der orienterende møde på Humlum skole i Struer for de otte mennesker, familien ønskede skulle orienteres. Da Rita og Kaj Ravn ankom, sad der 30-35 personer i salen. Blandt deltagerne var der læger, lærere, tandlæger og flere af kommunens ansatte og folkevalgte. "den aften sad vi på anklagebænken", siger Rita Ravn. "Det var så pinligt. Vi havde jo kun aftalt at der skulle komme otte personer til mødet. Vi vidste ikke, hvad vi skulle sige til alle de mennesker", fortæller Kaj Ravn. I dag mener socialinspektør Egon Christensen, at det var skolen, der arrangerede mødet, men han er ikke sikker. "Det var en forfærdelig fremgangsmåde", siger socialinspektøren.
Under mødet forlod to af deltagerne lokalet, husker flere, der var tilstede. De vendte tilbage et øjeblik senere og fortalte, at der var en journalist fra Dagbladet i telefonen. "Så fik vi nok og gik hjem", siger Rita Ravn. Efter ægteparret Ravn havde forladt lokalet, besluttede forsamlingen, at alle forældre til børn på 4. klasse trin og på fritidshjemmet skulle have besked om, at Palle var smittet med HIV-virus. 
Beroligende brev.
Næste dag modtog alle forældrene et beroligende brev.
Og to dage senere stod der på forsiden af Dagbladet: "10-årig bløder i Struer har fået AIDS-antistof".
Artiklen skånede den 10-årige. Hans navn blev ikke bragt. I øvrigt var Palle den eneste bløder-barn i Struer. Der stod blandt andet: "Socialforvaltningen i Struer har holdt flere møder om sagen og har på forskellig vis forsøgt at støtte barnets forældre. Socialinspektør Egon Christensen vil dog ikke udtale sig som sagen, men henviser til sin tavshedspligt". "Den gik rent ind hos alle, selv om mit navn ikke blev nævnt", siger Palle.
"Jeg havde indtil da gået med beskyttelseshjelm og knæbeskyttere, så alle vidste, at jeg var bløder". Familien Ravn fik et chok, da deres privatliv pludselig var blæst op på forsiden af den lokale avis. De følte sig stemplet som udstødte. "Alle, der kendte historien, havde tavshedspligt. Hvordan kunne det komme til avisen", spørger Kaj Ravn.
Palle opdagede knap, hvad der skete. Som 10-årig interesserede han sig mere for skolen, kammeraterne og sport. Forældrene følte sig svigtet over at blive udstillet, og de var vrede over det, Palles storesøster Pernille måtte stå model til. Hun mødte mange forargede miner og måtte svare på et utal af spørgsmål fra voksne. "Det pres, vi blev udsat for, var slet ikke nødvendigt. Og folk kunne ringe til os i stedet for at udspørge Pernille, som kun var et stort barn", siger Kaj Ravn.
Nye historier kom på forsiden af den lokale avis. Roen lagde sig over Struer, og ikke mange husker i dag historien om den lille dreng, der blev smittet med en dødelig sygdom. Palle har heldigvis ikke mærket symptomer på AIDS. "Jeg håber, der kommer en kur mod HIV-smitte."
Ofte føles det som om, de bare har bildt mig noget på ærmet - jeg føler mig jo rask", siger Palle. På spørgsmålet om hvad der skal ske når han er færdig med 10. klasse, sender han et sarkastisk smil hen over bordet. "Jeg planlægger ikke ud fra, at jeg kan udvikle AIDS og dø. Imens jeg har livet, bruger jeg det. Når det er væk, kan jeg ikke mærke det", siger Palle. Men bemærkningen følges af en syrlig kommentar: "Selvfølgelig er jeg bitter. Jeg har fået en HIV-smitte gennem noget medicin, som jeg ikke kan undvære. Det var rent mord at give os blod, der ikke var testet. Engang imellem synes jeg, at de ansvarlige selv skulle have sprøjten", siger Palle. 
Mareridt
Selv om familien i dag har lært at tale om tingene, har angsten til tider overskygget dagligdagen.
For Palle har det betydet søvnløse nætter, angstanfald og mareridt. For Rita Ravn betød det en indlæggelse på psykiatrisk hospital efterfulgt af en kræftsygdom. Palles storesøster Pernille, som stod lidt i skyggen af sin syge bror, måtte også en tur på hospitalet. "Jeg har stadig så mange tanker. Ofte når mine forældre er gået i seng, får jeg sådan lyst til at tale med dem. Jeg kan blive så bange at jeg næsten tuder", siger Palle.
Rita Ravn blev afskediget midt under hele forløbet på grund af for meget fravær, og om få dage er der heller ikke mere arbejde til Kaj Ravn som er langturschauffør. Hans arbejdsplads må lukke. "Før kunne vi komme lidt væk fra byen i vores campingvogn. Det var vores måde at holde fri på, og komme væk fra det hele. Det er måske slut nu, fordi vi kan blive tvunget til at sælge den", siger Palle. I to rater har den danske stat betalt i alt 250.000 kroner til de danske blødere, som blev smittet med HIV. "Det er jo fuldstændig latterligt. Prøv om du kan sælge et HIV-smittet liv for 250.000 kroner", siger Palle. 

Tilbage til oversigten