HIV-smittede Palle er
ikke alene i verden
BT d. 11 oktober 1992
Du må få min Campingvogn!
Af Susanne Johansen
"Jeg synes altså, det er en
svinsk behandling, de får. Som om de ikke var hårdt nok
belastet i forvejen" siger Ibi Sørensen. Den 34-årige
alenemor er rasende over behandlingen af den store gruppe
blødere, som gennem deres medicin er blevet HIV-smittede. Og da
hun i går i BT kunne læse om den nu 16-årige Palle, som for
otte år siden blev smittet, og den ulykke der nu oven i alt det
andet har ramt familien, så tog hun en hurtig beslutning.
"Du må få min campingvogn, Palle" tilbyder Ibi.
Kaj Ravn - Palles far - bliver arbejdsløs på fredag. Firmaet
han var ansat i, har standset betalingerne. "Så nu bliver
vi nødt til at sælge vores campingvogn, som vi har været så
glade for. Campingvognen gav os mulighed for at komme væk fra
det hele" fortalte Palle til gårsdagens BT.
Mange positive
"Nej, det er da helt overvældende. Det er virkelig flot af
hende" siger en rørt Palle Ravn til Ibi Sørensens tilbud.
"Det varmer, at folk tænker på én. Den skal vi nok få
hentet. En campingvogn har stor betydning for vores families
fritidsliv." Familien Ravn har fået mange positive
reaktioner. Og som Kaj Ravn siger: "Det er sgu
rørende." Selv den lokale afdeling af Socialdemokratiet
synes at være vågnet op af dvalen. "De har lovet os at
sætte skub i sagen," fortæller Palle glad.
"Det er bare så grotesk, at de er havnet i den situation
helt uden skyld," siger Ibi Sørensen, hvis campingvogn
familien Ravn nu skal have afhentet i Ruds Vedby, hvor Ibi
Sørensen bor med sine to døtre på 3 og 5 år. "Jeg
sidder ret godt i det, og har en stor landejendom med 17 tønder
land, grise, får og det hele. Så vi kan sagtens undvære den
campingvogn" fortæller den glade giver.
Tilbage til oversigten
|
|