Fik HIV gennem sin medicin: Nu nægtes han pension

BT d. 27 november 1994

Af: Susanne Lundbeck

90 blødere blev smittet med HIV-virus igennem deres medicin. Kun 47 lever endnu. Tre af dem vidner i blødernes retssag mod sundhedsmyndighederne og Novo Nordisk. Sagen indledes i morgen i Østre Landsret.

"Nu nægter det offentlige mig pension. Det er helt urimeligt. Det er jo det samme system, der er skyld i, at jeg blev smittet med HIV. Og at jeg højst har to år tilbage at leve i ifølge statistikkerne".
Palle Ravn (18), fra Bremdal ved Struer, var bare otte år, da han fik konstateret HIV-virus i blodet. En sygdom han skal dø af, og som han har fået gennem sin livsvigtige blødermedicin. På mandag vil han være blandt tilhørerne, når retssagen, som Danmarks Bløderforening har anlagt, begynder. Foreningen håber at få dømt Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet og Novo Nordisk til at betale erstatninger på ialt ca. 6 millioner kroner. "Jeg føler, det er en sag, der vedkommer alle HIV-smittede blødere. Min onkel og fætter var blandt de sidste ofre. De døde begge af AIDS, som de havde fået gennem blødermedicinen. De blev kun henholdsvis 55 og 30 år. For deres - og alle andre smittede bløderes skyld, vil jeg være i retssalen, så meget jeg kan," siger Palle Ravn, der i øjebliket er på Tenerife på rekreation og for at samle kræfter efter de to dødsfald i familien. "Det var enormt hårdt pludselig at få sygdommen endnu tættere ind på livet.," siger den jyske skoleelev. han er blot én ud af de 90 blødere, der har fået den dødelige virus gennem blodprodukterne. 47 er allerede døde
Fem døde
Umiddelbart får Palle ingen glæde af sagens udfald. For erstatningssagen handler kun om de otte blødere, der blev smittet efter 1. januar 1985. På det tidspunkt vidste myndighederne, at blødere og transfusions-patienter kunne få HIV gennem ikke-varmebehandlet blod. Fem af de otte blødere er allerede døde af AIDS.
Blødernes advokat Jørgen Jacobsen håber, at erstatningssagen vil udløse erstatninger til de tre nulevende blødere samt de pårørende til de fem døde blødere. 
"For mig handler sagen ikke kun om de otte smittede blødere, som sagen køres for. Den handler om alle os, der er blevet smittet igennem vores medicin. Vi ønsker, at den eller de skyldige skal findes. De bør betale en værdig erstatning til alle smittede eller deres efterladte. Vi dør jo alle. Et moderne samfund kan ikke eksistere, hvis man bare kan slå hinanden ihjel," siger Palle, der også har fået leverbetændelsen, Hepatitis C, igennem blodpræparaterne.
På bistandshjælp
"Jeg er henvist til at leve på bistandshjælp. 1.500 kr. om måneden er hvad jeg får. Det kan jeg slet ikke klare mig for," siger Palle, der blevet tvunget til at flytte hjem til sin far for at klare dagen og vejen. Palle og hans far Kaj Ravn har ikke alene i de sidste to måneder haft AIDS og død meget tæt inde på livet. "Forrige sommer døde min mor af kræft. Det var et meget stort tab for mig. Jeg har altid været meget tæt knyttet til hende, og jeg savner hende forfærdelig meget. 
Jeg lever en dag ad gangen. Jeg planlægger ikke måneder eller år frem. Ikke fordi jeg regner med at dø hurtigt. Men fordi jeg har lært betydningen af hver enkelt dag," siger Palle Ravn.

Tilbage til oversigten