Århus Stiftstidende d. 29 marts 1995

Af: Bjarne Ledet Larsen & Peter Hoffmann

19-årige Palle ved, at hans liv vil slutte alt for tidligt. Han er nemlig HIV-smittet - ved et uheld. Men han er ikke bange for at dø.

Palle Lykke Ravn er bløder, og allerede som otte-årig blev han smittet med HIV.
Derfor har han i dag døden kredsende over hovedet som en jagende ørn. Det har vi alle. For Palle er det bare sådan, at ørnen har fået øje på ham og nu venter, venter, venter...
Vi er i udkanten af Struer tæt ved Limfjorden. Her bor Palle sammen med sin far og storebror. Da vi ankommer, tager Palle imod os på trappen. Han ser ikke syg ud, som han står der smilende og siger velkommen. Men Palles liv er fuldt med sygdom. Alligevel sidder han ikke og bader i en sø af selvmedlidenhed.
- Jeg er super-optimist. Jeg tror på det bedste. Vi skal jo alle sammen dø før eller siden, så jeg kan lige så godt dø af AIDS som af noget andet. Alligevel kan jeg da godt blive sur over, at jeg er blevet HIV-smittet på den måde, jeg er, siger Palle.
Palle er vokset op med HIV-smitten. Det, mener han, er en fordel i kampen mod døden.
- Jeg tror, det er en hjælp, at jeg er så ung, og at min krop vokser. Jeg forestiller mig det på den måde, at de sunde celler næsten vokser om kap med de syge.
Venner og familie dør
Palle er ikke bange for døden. Han har haft den tæt inde på livet flere gange. I ´93 døde Palles mor af kræft, og i efteråret ´94 døde hans fætter og onkel af AIDS. De var også blødere og blev som Palle smittet med HIV ved et uheld. Han fik HIV-smitten, da han i 1984 tog blødermedicin, der var inficeret med HIV-virus.
Først for sent besluttede de danske myndigheder, at blodet skulle varmebehandles, så det blev renset for HIV-smitte. I årene omkring 1984 blev i alt 89 blødere smittet, inden fejlen blev rettet. Palle kender en del af dem, der dengang blev smittet. Fire-fem stykker af dem er allerede døde. - Jeg er ikke bange for at dø. Det er jo bare noget der sker. Men jeg har da gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg vil dø. Jeg så min mor dø herhjemme, og det var en smuk død. Så med mindre jeg bliver kørt ned af en bil, så vil jeg gerne dø hjemme.
Fax fra himlen
Palle ved ikke rigtig om, han skal tro på et liv efter døden. - Men jeg er spændt på at se, hjvad der sker, når man dør, siger han med et lumsk grin. Palle har egentlig haft to holdninger med hensyn til et liv efter døden. Før hans mor døde, var han overbevist om, at når man var død, så var det definitivt slut. Men efter moderens død begyndte han at få andre tanker. - Det er mærkeligt. Selv i dag kan jeg nogen gange mærke min mor, når jeg går rundt herhjemme. Så måske er der alligevel noget efter døden. Måske finder sjælene sammen, jeg ved det ikke. jeg vil gerne tro på, at der er et paradis, hvor vi har et liv sammen og slipper for alle de forbandede stridigheder med sygdomme og alt muligt shit. - Men når jeg dør, kan jeg jo lige sende en fax og fortælle, hvad der egentlig sker, siger Palle med et ironisk grin.
Den største fejl
Når man har en livstruende sygdom, som Palle har, skulle man tro, at han kunne blive forbandet ked af det en gang i mellem. - Ja, jeg kan da også blive vildt depri, men det er jo så heldigt, at jeg er aktiv næsten alle ugens syv dage. Jeg læser HF og vil gerne uddanne mig til arkitekt. Desuden spiller jeg bowling, svømmer og skyder, og så er jeg aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
For selv om Palle har en uhelbredelig sygdom, mener han, at han har en lige så stor chance for at overleve som alle andre. - Det kan jo være, at de finder noget mod HIV i morgen. Du skal bare tro åp det. Hvis du ikke tror på det, så er det jo umuligt. Når folk begynder at tro på, de skal dø, så dør de. Og det er nok den største fejl, man overhovedet kan begå, hvis man har en livstruende sygdom. Du skal sgu´ tro på livet, hvis du vil overleve.

Tilbage til oversigten