Den ufrivillige død
Århus Stiftstidende d. 29 marts 1995
Af: Bjarne Ledet Larsen &
Peter Hoffmann
19-årige Palle ved, at hans
liv vil slutte alt for tidligt. Han er nemlig HIV-smittet - ved
et uheld. Men han er ikke bange for at dø.
Palle Lykke Ravn er bløder, og
allerede som otte-årig blev han smittet med HIV.
Derfor har han i dag døden kredsende over hovedet som en
jagende ørn. Det har vi alle. For Palle er det bare sådan, at
ørnen har fået øje på ham og nu venter, venter, venter...
Vi er i udkanten af Struer tæt ved Limfjorden. Her bor Palle
sammen med sin far og storebror. Da vi ankommer, tager Palle
imod os på trappen. Han ser ikke syg ud, som han står der
smilende og siger velkommen. Men Palles liv er fuldt med
sygdom. Alligevel sidder han ikke og bader i en sø af
selvmedlidenhed.
- Jeg er super-optimist. Jeg tror på det bedste. Vi skal jo
alle sammen dø før eller siden, så jeg kan lige så godt dø
af AIDS som af noget andet. Alligevel kan jeg da godt blive sur
over, at jeg er blevet HIV-smittet på den måde, jeg er, siger
Palle.
Palle er vokset op med HIV-smitten. Det, mener han, er en fordel
i kampen mod døden.
- Jeg tror, det er en hjælp, at jeg er så ung, og at min krop
vokser. Jeg forestiller mig det på den måde, at de sunde
celler næsten vokser om kap med de syge.
Venner og familie dør
Palle er ikke bange for døden. Han har haft den tæt inde på
livet flere gange. I ´93 døde Palles mor af kræft, og i
efteråret ´94 døde hans fætter og onkel af AIDS. De var
også blødere og blev som Palle smittet med HIV ved et uheld.
Han fik HIV-smitten, da han i 1984 tog blødermedicin, der var
inficeret med HIV-virus.
Først for sent besluttede de danske myndigheder, at blodet
skulle varmebehandles, så det blev renset for HIV-smitte. I
årene omkring 1984 blev i alt 89 blødere smittet, inden fejlen
blev rettet. Palle kender en del af dem, der dengang blev
smittet. Fire-fem stykker af dem er allerede døde. - Jeg er
ikke bange for at dø. Det er jo bare noget der sker. Men jeg
har da gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg vil dø. Jeg så
min mor dø herhjemme, og det var en smuk død. Så med mindre
jeg bliver kørt ned af en bil, så vil jeg gerne dø hjemme.
Fax fra himlen
Palle ved ikke rigtig om, han skal tro på et liv efter døden.
- Men jeg er spændt på at se, hjvad der sker, når man dør,
siger han med et lumsk grin. Palle har egentlig haft to
holdninger med hensyn til et liv efter døden. Før hans mor
døde, var han overbevist om, at når man var død, så var det
definitivt slut. Men efter moderens død begyndte han at få
andre tanker. - Det er mærkeligt. Selv i dag kan jeg nogen
gange mærke min mor, når jeg går rundt herhjemme. Så måske
er der alligevel noget efter døden. Måske finder sjælene
sammen, jeg ved det ikke. jeg vil gerne tro på, at der er et
paradis, hvor vi har et liv sammen og slipper for alle de
forbandede stridigheder med sygdomme og alt muligt shit. - Men
når jeg dør, kan jeg jo lige sende en fax og fortælle, hvad
der egentlig sker, siger Palle med et ironisk grin.
Den største fejl
Når man har en livstruende sygdom, som Palle har, skulle man
tro, at han kunne blive forbandet ked af det en gang i mellem. -
Ja, jeg kan da også blive vildt depri, men det er jo så
heldigt, at jeg er aktiv næsten alle ugens syv dage. Jeg læser
HF og vil gerne uddanne mig til arkitekt. Desuden spiller jeg
bowling, svømmer og skyder, og så er jeg aktiv i Danmarks
Socialdemokratiske Ungdom.
For selv om Palle har en uhelbredelig sygdom, mener han, at han
har en lige så stor chance for at overleve som alle andre. -
Det kan jo være, at de finder noget mod HIV i morgen. Du skal
bare tro åp det. Hvis du ikke tror på det, så er det jo
umuligt. Når folk begynder at tro på, de skal dø, så dør
de. Og det er nok den største fejl, man overhovedet kan begå,
hvis man har en livstruende sygdom. Du skal sgu´ tro på livet,
hvis du vil overleve.
Tilbage til oversigten
|
|