Bløder trynet af
bil-forsikring
Ekstra Bladets motor-sektion d.
15 oktober 1997
Af: Thomas André Petersen
HIV-smittet bløder smidt ud af
forsikringsselskab for indbrud i sin invalide-bil.
For et par måneder siden havde Palle Lykke Ravn indbrud i sin
bil. En rude blev smadret, radioen blev stjålet, og tyvene
lavede nogle buler i taget. Det er Palle Ravns første skade i
de tre et halvt år, han har haft bil. Han meldte indbruddet til
politiet og kontaktede sit forsikringsselskab Provenzial
Danmark, der dækkede beløbet på knap 20.000 kroner.
Kort efter fik han et brev fra Provenzial om, at de "på
grund af den generelle udvikling i branchen" opsagde hans
forsikring med to ugers varsel. Han har aldrig selv været skyld
i en skade på sin bil. Ekstra Bladet bragte i maj historien om
den 21-årige Palle Ravn og hans ukuelige optimisme trods et liv
fyldt med sygdom og død. Som otte-årig blev han smittet med
HIV gennem ikke varmebehandlet blod.
Hemmelig udbetaling
Det har han har fået 750.000 kroner i godtgørelse fra staten
for. For de penge har han realiseret nogle af sine barnedrømme.
Han har købt blandt andet en Porsche og en Jaguar. Begge var
forsikret hos Provenzial, men da Palle selv var for ung til at
køre bil på det tidspunkt, stod hans far som bruger og dermed
som forsikringstager. Men det var Palle, der betalte for
forsikringen af de dyre biler i Provenzial.
- Jeg fattede det simpelthen ikke,da jeg læste brevet. Jeg har
jo kun haft den ene skade, og det kan jo ikke rigtig være min
skyld, at der er nogen, der begår et indbrud i min bil, siger
Palle Ravn. Det viser sig imidlertid, at Provenzial i 1995
udbetalte cirka 22.000 kroner på Palle Ravns bilforsikring. En
udbetaling, som han først hørte om, da Ekstra Bladet tog
kontakt til Provenzial.
Synderregister
- Det forstår jeg ikke. Det eneste der har været, var engang,
jeg havde bilen til service hos Toyota. Da blev bilen stjålet
fra værkstedet og raseret totalt indvendigt, men Toyota sagde
til mig, at de tog det fulde ansvar og nok skulle udbedre
skaderne for deres regning, husker han. Men det gjorde de ikke.
Toyota sendte regningen videre til Provenzial, der betalte uden
at informere deres forsikringstager. I stedet for kom det til at
stå i Palle Ravns "synderregister". Om det er
årsagen til, at hans forsikring blev opsagt er uvist. Det er
svært at blive klog på Provenzial. I brevet står der, at det
er på grund af den generelle udvikling i branchen. Kontorleder
Lasse Friis i Viby-afdelingen, hvor Palle Ravn var tilknyttet,
kalder det "sanering af auto-forsikringer"
Bare ud
- Palle Ravn havde ikke andre policer hos os, og da
bilforsikringer er en dårlig forretning, valgte vi at opsige
den, forklarer Lasse Friis. Det er der dog en god forklaring
på. Indtil hans fars død i april i år, boede Palle hjemme, og
han har ganske enkelt aldrig før haft en forsikring i sit eget
navn. Policechef Flemming Kvorning forklarer eksklusionen med,
at Provenzial havde lavet en ufordelagtig rabatordning i
samarbejde med Jysk Diskontering, som selskabet tabte penge på
og derfor måtte opsige. Men ingen af dem kan forklare, hvorfor
kunden ikke fik at vide, hvad der var i vejen. Ingen forklaring,
intet tilbud om at tegne andre forsikringer og ingen mulighed
for at fortsætte mod at betale en højere premie - bare ud.
Selskabets afgørelse
- Det ville blive for dyrt, hvis vi skulle skrive til alle
kunder, vi siger op, mener Flemming Kvorning. Alligevel foregår
udsmidningerne per brev. Men opsigelsen af Palle Ravns
forsikring er ikke ulovlig og på ingen måde usædvanelig i den
branche. Heller ikke måden det er gjort på.
- Det virker urimeligt, og det er brandærgerligt, når det er
uforskyldt, som i dette tilfælde, siger Konsulent Christian
Skødt fra Forsikringsoplysningen. - Men jeg kan erindre i hvert
fald én tidligere sag, hvor en kunde er blevet sagt op efter
kun én skade. Og ligesom i Palle Ravns tilfælde var det kort
efter, at selskabets aftale med Jysk Diskontering var blevet
opsagt. Det kan godt være, at det er sådan hos Provenzial.
Alle bilforsikringer har en 14-dagesregel, der træder i kraft
ved skader. Så er det helt op til det enkelte
forsikringsselskabs interne kundepolitik, om de vil benytte sig
af den, siger Christian Skødt.
Tilbage til oversigten
|
|