Politik til Kærlighed

Dagbladet Holstebro-Struer d. 6 februar 2004

Af: Frede Stengaard
Foto: Claus Bech Andersen

En lang kamp mod fordomme
27-årige Palle Lykke Ravn har vundet endnu en kamp mod fordomme og vrangforestillinger om livet som hiv-smittet

 - Når man har vænnet sig til at skulle dø, er det utrolig svært at tanke langsigtet. Jeg kæmper stadig for at forstå det, siger 27-årige Palle Lykke Ravn.
Om en uges tid skal han være far. Hans kone, Rikke, er i sidste fase af graviditeten og umiddelbart er dette jo ikke så usædvanligt, men for Palle Lykke Ravn er det lidt af et mirakel.
Som otte-årig blev han smittet med hiv-virus, da sundhedsstyrelsen og den danske stat smølede med at indføre et påbud om varmebehandling af blod til danske bløder-patienter.
90 blødere blev smittet. 65 er døde af aids, men Palle Lykke Ravn er kommet gennem de seneste 20 hårde år med et ukueligt livsmod og i dag er behandlingen af hiv-patienterne blevet så effektiv, at han kan leve et
stort set normalt liv.
- Jeg er invalidepensionist og på den måde sat ud på et sidespor, fortæller han.
Men han har altid været aktiv - først og fremmest som talsmand for de hiv-ramte blødere, men også i politik.
Det har hele tiden været en kamp. En kamp for i det hele taget at overleve, og derefter en kamp mod fordomme og en kamp for at opnå en form for retfærdighed.
- Det skylder jeg simpelthen alle dem, der er døde, siger han.

Politik til kærlighed
Palle Lykke Ravn fandt sin Rikke på nettet

Palle Lykke Ravn blev som talsmand for de hiv-ramte blødere meget tidligt engageret i politik. Først som aktiv DSU´er, medlem af Socialdemokraterne, og det var indirekte ad den vej, han fandt kærligheden og sin Rikke.
I 1996 koblede han sin computer op på et diskussions-forum, hvor han via en forløber for de mange chat-programmer, som man i dag kan bruge på internettet, fik kontakt med en større flok af ligesindede på
en server i København.
- Alle elskede at snakke med alle, fortæller han, men de fleste fik sig jo nogle favoritter, og så var der jo Rikke.
- Vi havde allesammen lagt en profil ind, så man kunne se, hvem vi var, og da jeg så, at Rikke havde arbejdet som frivillig på en børnehjem i Honduras, måtte jeg vide lidt mere, fortæller han.
De fik altså kontakt, og gennem de næste halvandet år talte de om løst og fast, men kun via computeren.
Indtil Palle Lykke Ravn i 1999 skulle på familie-besøg i Helsingør. Nu han alligevel var på Sjælland, var han blevet enig med Rikke om, at det var på tide, at de mødte hianden - sådan ansigt til ansigt og i virkeligheden fremfor kun at have kontakt i cyberspace.
Så den 13. maj 1999 besøgte han Rikke i hendes lejlighed i Hundige.
- Og så har vi faktisk boet sammen lige siden, fortæller de.
Først i et halv års tid i Hundige. Så i et rækkehus i Humlum og nu i et hus i udkanten af Fousing Kirkeby.
De blev gift den 13. maj 2000, og så meldte tanken sig om at få børn. På fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus fik de et tilbud om at få børn ved hjælp af donor-sæd, men Palle Lykke Ravn ønskede at få sit eget
barn, og Rikke var fuldstændig med på ideen.
- Så vi søgte oplysninger på internettet og fandt ud af, at man var rigtig langt fremme i Italien, fortæller de.
Her var man begyndt at rense sæden fra hiv-smittede, så man uden risiko for smitte kunne udføre en insemination og dermed give hiv-ramte par mulighed for at få deres egne børn.
Det samme var tilfældet i Spanien, og man var langt fremme med tilbuddet i England.
Palle Lykke Ravn gik sammen med Rikke ind i endnu en offentlig debat for at få gennemført sit ønske. Ikke bare for sin egen skyld, men også for at hjælpe andre.
- For godt nok er risikoen for smitte efterhånden minimal, hvis man som hiv-smittet gennemfører et samleje uden at bruge kondom. Med den nye medicin, er hiv-niveauet af og til så langt nede, at man slet ikke kan måle det, fortæller Palle Lykke Ravn. Men der er en risiko.
- Og man risikerer jo, at folk de tager chancen, hvis de ikke får et tilbud om en behandling, som er fuldstændig sikker, konstaterer han.
Succes
Efter en debat, som endnu engang bestod i, at Palle Lykke Ravn stod frem på tv og i de øvrige medier for at tilbagevise en række fordomme og vrangforestillinger om livet som hiv-smittet, lykkedes det at få gennemført et tilbud om hjælp til hiv-smittede mænd på fertilitetsklinikken i Skejby.
Efter fire forsøg lykkedes det for Rikke, at blive gravid og Palle Lykke Ravn forsikrer, at han ganske langsomt er ved at lære at tænke langsigtet.

Scanning af artiklen kommer senere.
 

Tilbage til oversigten