RegionalAvisen Midt Vest d. 2 april 2004

Af: Dan Hirsch Sørensen

I 1986 blev en 10-årig dreng fra Struer ufrivillig centrum i medierne. Pludselig blev den HIV-smittede dreng en kendt person på gaden.

Det var egentligt slet ikke meningen, at historien skulle have været ud. I hvert fald ikke på dét tidspunkt. I 1984 var en otteårig dreng fra Struer blevet smittet med HIV. Den livsvigtige blødermedicin var inficeret med HIV-virus, så turen hjem til Struer fra Århus blev denne efterårsdag ekstra lang.
Alle i Struer-området vidste godt, at Palle Lykke Ravn var bløder. Det kunne de jo ikke undgå at vide, for Palle bar altid hjelm, og Palles tøj var foret med skumgummi, fordi forældrene frygtede, at deres søn skulle falde og slå sig. Bløderne mangler dét kromosom, der får blodet til at størkne. Derfor var forældrenes frygt for, at deres søn skulle få indre blødninger, meget stor.
Men alle vidste ikke, at Palle var blevet smittet med HIV. Ikke engang Palle selv. I Vestjylland var aids et fremmedord, der kun fandtes i USA og i Afrika. Lige indtil en dag i oktober måned 1986, da Dagbladet i Struer havde fået nys om sagen. Palles mor havde tidligere henvendt sig til kommunen for at få hjælp og støtte, når hun skulle tage de mange ture til Århus med sønnen. Historien havde avisen fået støvet op på kommunen.
Og pludselig ringede telefonen hjemme hos Palles forældre. Journalisten fortalte, at man dagen efter ville køre historien om den lille bløder-dreng fra Struer, der var blevet HIV-smittet. Palles far og formanden for Danmarks Bløderforening forsøgte at overtale Dagbladet til at stoppe historien.l Men det ville avisen ikke.

Ikke noget valg

Derfor havde Palles far ikke længere noget valg. Palle skulle kende historien før, at alle i Struer kunne læse om den i avisen. Godt nok var historien i avisen uden angivelse af navn, men alle vidste, at det kun kunne være Palle.
”Mediernes job er selvfølgelig at skabe nyheder og gode historier, men jeg synes også, at de bør have forståelse for folks situation. Mine forældre var i forvejen hårdt nok ramt, og nu blev de nødt til at fortælle det hele til mig, og det var svært for dem,” siger Palle Lykke Ravn.
Historien forandrede nu alligevel ikke hele tilværelsen for den 10-årige dreng. Han var vant til, at alle sygdomme røg på ham. I børnehaveklassen fik han indre blødninger i ørerne og blev høreskadet. Høretabet føltes langt værre end kendsgerningen om, at han nu også var HIV-smittet.
Efter nyheden blev der en del postyr og mediehalløj. Men i nogle år faldt der ro på igen, lige indtil en søndag i 1992, da Jyllands-Posten fortalte historien om Palle. Nu med navn.
”Vi diskuterede det derhjemme, om vi skulle stå frem. HIV var stadig en frygtet sygdom, som var omgærdet af en masse mystik. Vi mente, at vi måske kunne bringe det hele lidt ned på jorden, og anonymiteten havde vi jo mistet, så vi var nogle af de få, der havde muligheden for at gøre en forskel,” fortæller Palle Lykke Ravn.
Effekten af artiklen i Jyllands-Posten udeblev ikke. Palle, der på dét tidspunkt, var 16 år måtte efterfølgende stå frem i alle sammenhænge. Også på tv. Og nu var Palle for alvor kendt som Palle fra Struer.
”Jeg havde lige skiftet skole fra Humlum til Struer Øster Skole, og det var lidt svært. Alle vidste hvem, jeg var, mens jeg vidste så lidt om dem. Det var i det hele taget en stor omvæltning pludselig at blive en offentlig kendt person. De gamle damer vendte sig om og sagde hej, og mange reagerede som om, at de kendte mig. I starten sagde vi jo ja til det hele, men efterhånden som tiden gik, lærte jeg at tage mine forholdsregler og sige nej til at stille op til det ene og det andet,” fortæller Palle Lykke Ravn.
Medie-oplevelsen har nu generelt været en positiv oplevelse for Palle Lykke Ravn. Måske også fordi han i sagen var offeret, som folk fattede sympati for. Palle fik masser af breve og mange klap på skulderen fra folk, som han slet ikke kendte.

Hvem gider at dø rig?

I 1992 blev godtgørelsen til hver af de 90 smittede blødere hævet med 500.000 kroner fra 250.000 kroner til 750.000 kroner. Men alle pengene er væk i dag.
”Ork, ja de er væk for længst. Jeg havde jo ikke kalkuleret med, at jeg skulle sidde her i dag. Og hvem gider at dø rig? Ja, jeg gør ikke,” siger Palle og griner.
I det hele taget så har liv og død spillet centrale roller i Palles liv.
”Det er næsten nemmere at acceptere, at man skal dø, end at acceptere at man skal leve. Døden er sådan en endelig og afgørende ting, mens livet er lidt mere abstrakt. Jeg har i dag svært ved at langtidsplanlægge. Det må min kone Rikke klare. Faktisk kan jeg kun lige skue frem til, at vi skal spille mod Viborg,” siger Palle Lykke Ravn og griner igen. Og afslører i øvrigt, at han er stor fodbold-fan og fan i særdeleshed af FC Midtjylland.
Hver torsdag tager han turen til klubbens kontor i Herning, hvor han spiller en aktiv rolle i fanklubben. Bl.a. sørger han for at sende girokort og lignende ud til fanklubbens medlemmer.
Endnu er det ikke lykkedes ham at sende et girokort til sin kone, Rikke. For hun er nemlig Herfølge-fan.
”Ja, hvordan man så kan være det, ja det ved jeg simpelt hen ikke. Men hun er skabs-ulv,” siger Palle Lykke Ravn og hentyder dermed til den midtjyske fodbold-ulv.

Nyt liv i familien

Nå, Palle kan sikkert godt tilgive Rikke, at hun ikke holder med FC Midtjylland. Rikke mødte han i 1996 på internettet, og de mødtes første gang i 1999. I år 2000 blev de gift, og her for halvanden måned siden fik de sammen en søn ved hjælp af sædvask-metoden, hvor Rikke er blevet insemineret med sædceller, der er fri for HIV.
”Jeg har fået noget ekstra at tænke over nu. Min søn har helt forandret mit liv. Det er lidt uvirkeligt, at det er lykkes for os at få en søn, men nu giver det også mig nogle forpligtelser. Nu har min søn brug for mig i mange år,” siger Palle Lykke Ravn. Selv mistede han sin mor, da han var 17 år, og for syv år siden døde også Palles far.
I den periode var Palle Lykke Ravn aktiv involveret i politik. Bl.a. har han været formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Holstebro og Struer, amtsformand og medlem af DSU’s hovedbestyrelse samt aktiv i byrådet i Struer.
”Da min far dødede, var det rigtigt hårdt. Men jeg kastede mig ud i en masse politiske opgaver og kom igennem det på den måde,” fortæller Palle Lykke Ravn.
Og efterhånden føler han, at der er rimelig kontrol på HIV-viruset. Hjemme tænker og taler de aldrig om HIV, fordi det ikke længere er så interessant. Til gengæld er det interessant, at virus-indholdet i Palles blod efterhånden er på et umåleligt lavt niveau.
”Jeg regner da med at leve mange år endnu, men risikoen er der selvfølgelig altid. Jeg kan også gå uden for huset og blive kørt over af en bil, så der er altid en risiko ved at leve. I det hele taget så ved jeg ikke, hvad for et menneske, jeg ville have været i dag, hvis jeg ikke havde oplevet alt det, som jeg nu engang har,” understreger Palle Lykke Ravn.
Eller skal vi ikke bare kalde ham Palle.

Scanning kommer senere

Tilbage til oversigten