BT d. 2 februar 2005

Af: Bo Christensen
Foto: Nils Meilvang

»Jeg håber, at de 65 døde spøger på hendes store gods,« siger HIV-smittet bløder om Britta Schall Holbergs politiske comeback
Det er en hån mod de 89 blødere, der i midten af 80'erne blev smittet med HIV gennem deres medicin, at den ansvarlige minister Britta Schall Holberg nu igen stiller op til Folketinget. Det mener Palle Lykke Ravn, der som otte-årig i 1984 selv blev smittet med HIV.
Selv om Britta Schall Holberg juridisk set blev frikendt af en dommerundersøgelse i 1995, mener Palle Lykke Ravn stadig, at hun som minister havde et ansvar for, at bløderne blev smittet med HIV og for, at en stor del af dem i dag er døde.
»I mine øjne er hun nærmest en bøddel. Og jeg håber, at de 65 døde spøger på hendes store gods,« siger Palle Lykke Ravn, der i dag er 28 år og har levet med HIV i 20 år. Men mindst 65 af de 89 blødere er i dag døde. Og det er dem, han kæmper for.
»Det er en hån mod de mange, der allerede er døde, og mod os, der har kæmpet for at overleve, at hun nu stiller op til Folketinget. Enhver stemme på hende er en hån. Britta Schall Holberg vil gerne glemme det. Men vi glemmer det aldrig. Vi, der overlevede, kæmper stadig for retfærdighed. Det bliver ikke glemt, før den dag vi også er væk,« siger Palle Lykke Ravn, der i dag lever sammen med sin kone og deres lille dreng Johannes.
Han har, siden han var dreng, konstant levet med en dødsdom hængende over hovedet.
Smitte som otte-årig
»Jeg var otte år, da min mor fik at vide, at jeg var blevet smittet med HIV. Min far var langturschauffør, så hun kunne ikke tale med nogen om det de første par dage. Jeg fik det først at vide, da jeg var ti år,« forklarer han, som i starten ikke rigtigt forstod, hvad det betød, at han havde fået HIV. Som bløder var han i forvejen ofte på hospitalet. Så han betragtede blot HIV som endnu en sygdom.
Men da Palle blev 12-13 år, begyndte han at tænke mere over, at han måske snart skulle dø. Nogle år senere døde Palles onkel og fætter med et halvt års mellemrum. De var nemlig begge blevet smittet af deres blødermedicin akkurat som Palle. I løbet af de næste par år, fik den dengang dødelige sygdom flere og flere konsekvenser.
»Da jeg skiftede skole i 7. klasse, fik jeg ingen kammerater. På en måde var det selvvalgt, fordi jeg jo alligevel snart skulle dø. Men jeg hørte også ad omveje, at der var nogen, som ikke ville være sammen med mig, fordi jeg havde HIV,« forklarer Palle, som derfor ikke havde særlig meget lyst til at involvere sig med de andre børn.
Skandalen rullede
Mens Palle stadig var dreng, rullede skandalen pludselig ind over indenrigsminister Britta Schall Holberg.
Tre trafikofre blev i september 1985 smittet med HIV, og det blev en stor sag i pressen. Og efter at have ignoreret tre henvendelser fra Bløderforeningen i 1985, greb ministeren pludselig ind og forlangte blodet til blødermedicinen varmebehandlet. Men efter Palles mening var det alt for sent.
»I løbet af 1985 nægtede ministeren at høre på gruppen af blødere, selv om de ville diskutere noget, der var livsvigtigt for dem. I andre lande blev de ansvarlige straffet. Den ansvarlige minister i Frankrig fik en fængselsdom,« forklarer Palle, som ikke kan forstå, hvorfor Britta Schall Holberg rent juridisk slap fri.
Men han forstår endnu mindre, at hendes moral ikke forbyder hende igen at stille op til Folketinget. Og han vil slet ikke kunne forstå, hvis vælgerne ønsker at stemme på hende.
 

Havde hun bare vist lidt medfølelse

Af: Søren Mortensen

At forvente en undskyldning fra Britta Schall Holberg er nok for meget forlangt, men hun burde i det mindste have udvist lidt medfølelse overfor de lidelser, som mange blødere blev påført.
»Det ville have været rigtigt, og noget der måske havde ført til, at hendes opstilling ikke fremkalder så kraftige reaktioner fra de familier, der er blevet ramt,« siger formanden for Danmarks Bløderforening Terkel Andersen.
Mange blødere har i lighed med Palle Ravn reageret mod, at hun nu er opstillet til Folketinget igen.
Nogle har også henvendt til foreningen for at få luft for deres vrede.
»Jeg kan godt forstå den bitterhed og de reaktioner, der har været. Personligt synes jeg, det havde været godt, om hun, når hun nu igen søger politiske indflydelse, havde søgt lidt tilbage og gav udtryk for, hvordan hun i dag reflekterer over de ting, der skete dengang.
Det, må vi så bare konstatere, at hun ikke finder, er nødvendigt,« siger han.
Terkel Andersen understreger, at den meget langvarige kulegravning af blødersagen endte med, at der ikke var grundlag for at rejse en egentlig sag mod hende. Juridisk er der ikke noget at komme efter, og Folketingets udvalg til valgs prøvelse vil ikke få problemer med at godkende hende, hvis hun får stemmer nok.
Savner en udmelding
»Alligevel synes jeg, det havde været passende, om hun i forhold til det at søge ind i politik igen, offentligt havde givet udtryk for, om der var noget, hun kunne have gjort anderledes. Det, synes jeg, er påkrævet, når man tænker på bestemte dokumenter i sagen, hvor hun afslørede sin holdning,« siger han og henviser til en meget afgørende fase i forløbet, hvor pressen havde held til at offentliggøre papirer, hvor hun som indenrigsminister havde skrevet »de kan rende og hoppe« i marginen


Britta: Sagen er slut for mig

Af: Søren Mortensen

Sig navnet Britta Schall Holberg, og mange mennesker kommer uværgerligt til at tænke på blødersagen fra sidste halvdel af 80'erne.
89 bløderne blev smittet med hiv af inficerede blodpræparater, og da sagen begyndte at rulle i 1986, satte den et hurtigt, men foreløbigt punktum for hendes politiske karriere.
Efter 16 års pause forsøger Britta Schall Holberg at gøre comeback som Venstre-kandidat i Otterup på Fyn. Måske i håb om, at fortiden er glemt, for hun blev trods alt frikendt efter et ni år langt juridisk tovtrækkeri, der først sluttede i 1995.
Men folkets dom over hende var lige så ubarmhjertig, som hun selv blev anklaget for at have været overfor bløderne. Hendes facon som indenrigsminister fra 1982 til 1986 skabte snart et billede af hende som øretæveindbydende og bedrevidende. Hun var rap i replikken, kontant overfor sine embedsmænd og dårlig til at lytte til de udsatte grupper, der henvendte sig til hende med et problem.
En af dem var Bløderforeningens formand Terkel Andersen. Han oplevede pludselig, at foreningens medlemmer begyndte at blive dødsyge. Ministeren måtte gribe ind.
Man husker hendes små arrogante bemærkninger til foreningens ansøgning om penge til rent blod. »De kan rende og hoppe,« skrev hun med kuglepen på kanten af papiret.
I dag er hun ikke vildt begejstret for, at blødersagen igen trækkes frem i lyset.
»Jeg kan godt forstå, at der er mange følelser i den sag, men jeg går ud fra, at vi lever i et retssamfund. Sagen er afsluttet, og så må det være det. Mere har jeg ikke at sige,« siger Britta Schall Holberg.
Anklaget for forsømmelighed
Anklagen mod hende lød på forsømmelighed, fordi hun ikke i tide havde sørget for, at det donorblod, der er så livsvigtige for bløderne, blev screenet.
Men det kunne hun ikke, konkluderede dommerundersøgelsen, fordi mange blødere var blev smittet længe inden, man kendte til eksistensen af AIDS. Andre blev smittet, før man vidste, at AIDS kunne smitte via blod, og nogle blev smittet, før man teknisk blev i stand til at forhindre smitten.
Alligevel blev skandalen den mest langvarige i danmarkshistorien. Især fordi Bløderforeningen utrætteligt kæmpede for, at bløderne fik placeret et ansvar og fik tilkendt erstatning.
Højesteret frikendte dog myndighederne for forsømmelighed i alle tilfælde på nær ét: Man kunne ikke afvise, at en enkelt bløder kunne have undgået at blive smittet, hvis han havde fået lov til at få varmebehandlet udenlandsk blod to måneder tidligere, end det skete. Nogen erstatning blev der aldrig tale om. Men efter stærkt pres vedtog Folketinget at udbetale den største godtgørelse, der nogensinde er udbetalt af den danske stat. De ramte blødere fik 750.000 kroner hver.
 

Tilbage til oversigten