Jyllands-Posten d. 22 april 2010

Af: Henrik Grønvald

Bløder og hiv-smittet: Palle Lykke Ravn blev som dreng landskendt som en af de 90 hiv-smittede blødere i "Blødersagen". Han har nu skrevet en bog om sine oplevelser og om hvordan livet former sig, når man tror, man skal dø. Palle Lykke Ravn overlevede, men måtte gå meget igennem, inden han fandt lykken.

»Jeg har levet et liv uden fremtid, fuld af modgang og ulykker. Men ingen er nogensinde blevet stillet til ansvar. Selvfølgelig er jeg bitter.«

Hvis det var gået, som lægerne forudså, ville Palle Lykke Jensen have været død for mange år siden. Nu sidder han i sin stue på en gård nord for Struer og fortæller om livet efter "Blødersagen".

I mange år handlede det udelukkende om at overleve - siden om at leve. Et vidnesbyrd om det er proprietærgården fra 1906, som han selv har renoveret og bragt tilbage til sit oprindelige udseende. Han er gift og er blevet far til tre sønner - Alt sammen imod alle odds og udtryk for en stærk livsvilje.

Palle Lykke Ravn var blot otte år, da der for 26 år siden blev vendt op og ned på hans og familiens tilværelse.

Som bløder var han jævnligt på sygehus for at få sin blødermedicin. I efterårsferien 1984 var familien til rutineundersøgelse med sønnen på Kommunehospitalet i Århus, da en læge havde en højst uventet besked. Lægerne havde fundet hiv-antistof i drengens blod.

Palle Lykke Ravn var blevet en af de cirka 90 danske bløderpatienter, som var smittet med hiv gennem den livsvigtige blødermedicin, de var afhængige af.

Dengang var hiv og aids nye bogstavkombinationer, og forældrene Kaj og Rita Ravn havde hørt kun om sygdommen fra USA. Til gengæld vidste de, at HIV var ensbetydende med en dødsdom.

To års uvidenhed

Alvoren gik ikke op for den otte-årige Palle. Han var næsten døv på grund af kraftige blødninger i ørene, så drengen hørte ikke lægens ord.

I to år formåede forældrene at holde ham hen i uvidenhed. Palles klasselærere, lederen af fritidshjemmet og personalet omkring ham på Marselisborg Hospital i Århus fik besked om sygdommen. Også forældrene til Palles få legekammerater blev informeret. Men ellers forsøgte familien at forskåne drengen for yderligere ubehag.

I 1986 blev historien om, at en dreng fra Struer var smittet med hiv, lækket til den lokale presse. Familien blev tvunget til at stå frem. Palle Lykke Ravn blev senere landskendt og medvirkede bl.a. i TV2’s underholdningsprogram Eleva2ren.

»Dengang havde det store konsekvenser at være HIV-smittet. Der var stor uvidenhed om smitterisiko, og folk var bange. Filmen Philadelphia med Tom Hanks blev lavet nogle år senere, men den beskriver faktisk meget godt, hvordan det var,« fortæller den i dag 34-årige Palle Lykke Ravn.

I kraft af stærke høreapparater er han i stand til at føre en samtale, hvis man taler langsomt og tydeligt til ham.

Som 10-årige var han stadig for ung til at registrere omverdenens reaktion på den frygtede sygdom.

»Men mine forældre må have taget mange stød for at beskytte mig.«

Voksede med sygdommen

Da skandalen kom frem, begyndte myndighederne at varmebehandle donorblod. Men for Palle Lykke Jensen og de 89 andre smittede blødere var ulykken sket.

HIV-smitten svækkede efterhånden hans immunforsvar. Han blev syg, hver gang hans kammerater eller andre i omgangskredsen var syge. Samtidig fik han sår og infektioner.

De første rekombinationsbehandlinger virkede ikke på ham. I 10 år døjede han med kronisk diarré.

»Jeg fejlede alverdens ting og havde indstillet mig på at skulle herfra. Men jeg døde ikke. Faktisk følte jeg, at jeg voksede om kap med sygdommen og holdt den stangen.«

Skæbnen ville, at familien skulle få flere alvorlige problemer at slås med. Det mentale pres blev for meget for Palles mor. Rita Ravn blev indlagt på psykiatrisk afdeling og fik også konstateret kræft. 17 år gammel mistede Palle sin mor.

»Det var et hårdt slag, men i kraft af min fars utrolige kampgejst og optimisme klarede vi os igennem en svær tid. Han var en rigtig fighter og gav mig mentalt mod. Han plejede at sige: Palle, vi tager en dag ad gangen.«

Palle fandt trøst og livsmod i faderens ukuelighed.

Beskeden kompensation

Efter en lang og sej kamp fik han i to omgange en kompensation på i alt 750.000 kroner. Når udgangspunktet er, at man kan dø i morgen, får pengene hurtigt ben at gå på. Han og faderen rejste ud i verden sammen - bl. a. kørte de til Nordkap og en tur ned gennem det tidligere lukkede Østeuropa.

Som 18-årig købte Palle en Porsche 924 og året efter en Jaguar XZJ.

»Jeg havde også en invalidebil, men der var nogle ting, som bare skulle prøves. Modsat andre mennesker kunne jeg jo ikke udskyde mine drømme til næste år eller senere, for så oplevede jeg det måske ikke,« husker han.

Virkeligheden mindede også gang på gang Palle Lykke Ravn om at leve i nuet. Jævnligt fik han meddelelser om, at nu var en af de andre blødere død. Hans onkel og fætter, som også var blødere, døde med et halvt års mellemrum.

»Der var en periode, hvor vi var til begravelse hele tiden,« husker han.

I dag priser han sig lykkelig for, at han nåede at få de gode oplevelser med faderen, for også hans tid skulle vise sig begrænset.

Kaj Ravn fik cancer og døde, da Palle var 21 år. Dermed forsvandt den klippe, som Palle Lykke Ravn hele livet havde klamret sig til.

På sit dødsleje trak han mig ned til sig og sagde noget, jeg næsten ikke kunne høre. Han gentog og gentog, indtil jeg havde forstået det. Jeg måtte ikke give op og skulle blive ved med at kæmpe.«

Uheld i politik

Efter faderens død, satte Palle sig for at kæmpe sig ud af det sygdomshelvede, han i årevis havde befundet sig i. Og finde en mening med livet.»

Palle Lykke Ravn havde i adskillige år været aktiv i DSU og var amtsformand. Han besluttede sig for at stille op til byrådsvalget i 1997. Med 147 personlige stemmer manglede han blot 19 i at få sæde i kommunalbestyrelsen. Skuffelsen var stor, og han gik ned med flaget.

Et andet problem trængte sig på. Han var 21 år, men havde aldrig haft en kæreste. Som hørehæmmet bløder med HIV kunne han ikke gå i byen og møde en pige. Det dengang nye internet var derfor en helt oplagt mulighed for kvindeligt selskab.

Han fik kontakt til en pige, som han chattede med om natten. Han mødte hende også og blev stormende forelsket, men hun levede allerede i et fast forhold og ville ikke bryde med kæresten.

»Det slog mig helt ud. I en periode drak jeg mig fuld hver aftenen og skrev 200-300 digte om ulykkelig kærlighed. Jeg fik hende aldrig, men jeg blev præsenteret for en helt ny verden og nogle følelser, jeg aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med.«

Der kom dog også noget andet godt ud af den ulykkelige forelskelse. Enkelte af Palle Lykke Ravns digte er i dag pensum i gymnasiet.

»Lidt sjovt at tænke på, at digte, jeg skrev, mens jeg var beruset, i dag står side om side med Lise Nørgaard og Strunge,« griner han.

Vendepunktet

I 1999 mødte han som 23-årig en sød pige fra Hundige på nettet. Efter længere tids skriveri frem og tilbage blev de enige om at mødes. Hun inviterede på té. Det var den 13. maj. Datoen husker han tydeligt, for den blev skelsættende for hans liv.

»Jeg tog over til hende, men tog aldrig hjem igen. Jeg blev hos hende. Først et halvt år senere kom jeg tilbage til min lejlighed i Struer.«

Forelskelsen - som denne gang var gensidig - viste Palle Lykke Ravn, at livet ikke kun var sygdom og død. I tre år havde han befundet sig i et mentalt sort hul, men forholdet til Rikke vendte om på alt.

»Da jeg mødte Rikke, fyldte sygdommen ikke så meget længere, og det fik tankerne væk fra min far. Pludselig følte jeg tryghed og lykke, og jeg begyndte at tro på, at jeg havde en fremtid.«

Parret flyttede til Struer og på etårsdagen for mødet - den 13. maj 2000 - blev de gift.

Siden er børnene Johannes, seks år, og tvillingerne Gabriel og Emmanuel på tre, kommet til. Rikke blev insemineret med Palles sæd, som var blevet renset for HIV.

Den barske bog

I morgen udgiver Palle Lykke Ravn den over 250 sider lange og barske beretning om sit og familiens liv. Bogen "En dag ad gangen" er en hyldest til forældrene og deres kamp for ham.

Men det er også en bog om det svigt, han mener fandt sted, da ingen blev stillet til regnskab for skandalen.

»Jeg føler taknemmelighed i forhold til mine forældre, som havde fortjent bedre, men jeg har også en bitterhed over for samfundet. I andre lande er de ansvarlige blevet retsforfulgt, og der er blevet udbetalt store erstatninger, mens vi har fået småpenge, og jeg og mange andre lever som førtidspensionister.«

»I Danmark blev ansvaret aldrig placeret. Et enigt folketing har beklaget, men ikke undskyldt, fordi man derved ville anerkende, at man var skyld i, at vi fik smittet blod og derved være berettiget til en erstatning.«

»I fjor holdt vi 25 års jubilæum for dengang, det kom frem, at 90 blødere var blevet smittet. 25 var også omtrent det antal, der er tilbage. Det er kendetegnende, at de unge har klaret sig bedst. De var for unge til helt at forstå alvoren, mens de voksnes tilværelse blev slået helt i stykker. Hvis man tror på, at man skal dø, så dør man.«

HIV-behandlingen er siden blevet forbedret og virker på Palle Lykke Ravn. Hans hiv-indhold i blodet er umåleligt lavt.

»I dag kan jeg ikke smitte seksuelt, så nu kunne jeg sådan set godt få børn ved naturmetoden. Det gør mange velbehandlede HIV-smittede. Det er en kæmpeforandring i tilværelsen ikke at kunne smitte. Dermed ikke være sagt, at hiv er væk. Hvis man stopper behandlingen, kan man risikere, at det blusser op igen.«

Selv om han er taknemlig for at have overlevet, har det også haft sin pris at have en dødsdom hængende over hovedet siden barndommen.

»Blødere tager ofte boglige uddannelser, men det er slående, at mange af de hiv-smittede ikke har taget nogen uddannelse. Når man ved, at man skal dø, er det jo fuldstændig uoverskueligt at bruge fire-fem år på noget, man måske alligevel ikke får brug for.«

En dag ad gangen

»I det hele taget har vi ikke planlagt vores liv, som andre mennesker gør det. Jeg har f. eks. ikke sparet noget op til min alderdom. At tænke frem og lægge fremtidsplaner er en evne, jeg aldrig har udviklet. Her i huset er det Rikke, som arrangerer og husker aftaler.«

»I dag må jeg forholde mig til, at det også godt kan være, at jeg lever om 10, 20 og 30 år. Derfor er jeg i gang med en mental efterbehandling, som kan tage mange, mange år. Men der er også noget positivt ved at leve i nuet. Min mission er hver dag at glæde mig og være noget for mine børn. På den måde tager jeg stadig en dag ad gangen.«

 

Tilbage til oversigten