Familien Ravn samlet efter 18 år

Dagbladet Holstebro-Struer d. 26 maj 2010

De 55 efterkommere af Peder Larsen Ravn kom blandt andet helt fra Canada for at deltage i Ravn Reunion 2010.

Søndbjerg: 55 efterkommere af Peder Larsen Ravn satte lørdag hinanden stævne ved Thyholm Egnsmuseum. For 18 år siden blev Thyholm Egnsmuseum indviet, og i et af værelserne i den gamle apotekergård i Søndbjerg blev der indrettet en mindestue for Peder Larsen Ravn, også kendt som »æ Ravn,« eller slet og ret P. Ravn.
Dengang for 18 år siden mødtes mange af efterkommerne for første gang, siden er det ikke blevet til flere møder, før familien nu atter blev samlet. Peder Larsen Ravn og hans hustru Nielsine fik 13 børn.

Den ene af Peder og Nielsines sønner, Klaus, emigrerede til Canada og vendte aldrig siden tilbage til Danmark. Hans datter Constance Raun - der staves med u i stedet for v, da det er for svært at udtale i USA og Canada - gift Currey, og hendes svigerinde June, havde taget den lange tur til Danmark for at være med til Ravn Reunion 2010.

Constance havde aldrig været i Danmark før, det var også første gang, hun og svigerinden var i Europa.

»Jeg kom her for at mødes med min familie. For at se hvor mine rødder var. Da jeg fandt familien på internettet, var jeg klar til at rejse med det samme. Da jeg så hørte om Ravn Reunion 2010 var det en kærkommen lejlighed til at møde mere af familien på en gang,« fortæller Constance.

Det blev en bevæget dag for Constance Raun. I mindestuen fandt hun flere papirer, hvor hendes fars navn var nævnt, ligesom der var mange billeder.

Danmark ligner Canada

Bagefter forsatte ravneflokken til Uglev, hvor den stod på byvandring. Ruth Larsen Mortensen - født Ravn - som bor i Struer, viste rundt, og udpegede stedet, hvor Peder og Nielsine boede, og hvor børnene var født og opvokset.

Overfor lå ejendommen, hvor Peder bestyrede købmandsbutikken, og huset, hvor han senere boede og havde telefoncentral. Det hus står dog for at blive revet ned. Constance Raun var meget bevæget over at færdes der, hvor hendes far havde levet sin barndom.

»Da vi besøgte huset i Uglev, var det en meget speciel oplevelse at være der, hvor min far legede som barn og se, hvor han gik i skole,« sagde hun. Mødet med Danmark, danskerne og familien, gjorde et urokkeligt indtryk på Constance Raun og hendes svigerinde June.

»Det har været sjovt, at opdage at ting, som min far gjorde i Canada, har været danske f.eks. maden med ost, blødkogt æg, og så får vi stadig rødkål til jul, ganske som min far lavede det,« fortæller Constance Raun, mens hun ler.

»Danmark er et smukt land, og særligt egnen her ved Struer og Thyholm. Det var slet ikke, som jeg forventede, for det ligner Canada mere, end jeg regnede med.«

Constance Raun fortæller også, at hun og svigerinden kun har mødt åbenhed, venlighed og hjælpsomme folk på deres tur gennem Danmark. De ankom med fly til lufthavnen i København, og kørte derefter i en lejet bil tværs over landet til Humlum, hvor de boede hos Palle Lykke Ravn.

Palle Lykke Ravn har netop udgivet bogen » En dag ad gangen - en historie fra blødersagen «

Faktaboks:
P.Ravn og Thyholm Egnsmusen
  • Peder Larsen Ravn (1861-1957) virkede som brugsuddeler, telefoncentralbestyrer, bogindbinder, kolportør for Lohses Forlag og gennem 50 år søndagskolelærer.
  • Også i fritiden var P. Ravn en aktiv mand, og har været formand for hjælpekassen, i bestyrelsen for Hvidbjerg Realskole, formand for sygeplejeforeningen, i bestyrelsen for Blaa Kors, medlem af meninghedsraadet, medlem af IMs kredsbestyrelse, medlem af Uglev Elværks bestyrelse og af plejebørnstilsynet.
  • Peder Larsen Ravn tækkede også stråtag, helt til han var 86 år gammel kravlede han op på tagene.
  • Thyholm Egnsmuseum holder til i den gamle apotekergård i Søndbjerg. Udover mindestuen for Peder Larsen Ravn skildrer udstillingerne gennemgående livet i det selvbærende samfund på landet og i stationsbyerne indenfor tidsrammen midt i 1800-tallet til midt i 1900-tallet - hjem, erhverv og offentlige liv.

 

 

 

Tilbage til oversigten